Overdragelse af ejerandel

Erling Simonsen overdrager sin ejerandel i Emmelev A/S til Morten Simonsen, som dermed bliver eneejer.

Familievirksomheden Emmelev A/S har hidtil været ejet af de to fætre, Erling Simonsen og Morten Simonsen. Men nu har Erling Simonsen overdraget sin ejerandel af virksomheden til Morten Simonsen, som dermed er eneejer.

Ejeroverdragelsen sker, fordi Erling Simonsen i det daglige ikke er aktiv i arbejdet på Emmelev A/S, men arbejder med udvikling af selskabet EH Boliger og dermed etablering og udlejning af seniorboliger i Otterup. Dette selskab er i vækst i kraft af, at interessen for at leje seniorboliger er stor i byen. Derfor ønsker Erling Simonsen at koncentrere sig om denne opgave.

-Jeg er et andet sted i livet og ville gerne have en  afklaring i forhold til Emmelev A/S. Jeg er glad for, at mit ønske om en ejeroverdragelsen er blevet godt modtaget, og at det sker i god ro og orden. Jeg ønsker Morten al mulig held og lykke med det fortsatte arbejde med Emmelev A/S, siger Erling Simonsen.

De to fætre er begge sjette generation i familievirksomheden, som er en bæredygtig producent af energi, kvægfoder, glycerin og lecitin med udgangspunkt i raps fra landbruget.