Vurderingen er, at der er høj risiko for at opformere og sprede HEAR-raps via spildfrø. Spredning sker især med maskiner.
Nye rapssorter med et højt indhold af erucasyre kan få alvorlige konsekvenser for den danske rapsdyrkning. Derfor fraråder Seges dyrkning af de såkaldte HEAR-rapssorter. Det fremgår af en artikel på Seges' webside.
Rapsfrø indeholder erucasyre, som forringer rapsens kvalitet alvorligt, hvis rapsen skal bruges til foder eller konsum. Baggrunden er, at erucasyre har en række uheldige egenskaber i forhold til dyrenes ædelyst og tilvækst, ligesom det for både mennesker og dyr kan skade hjertet.
I Danmark er der indført en grænseværdi på maksimalt to procent erucasyre for de rapskontrakter, der indgås. Overstiges grænseværdien, skal der laves individuelle aftaler om salg.
Derfor er det ifølge Marian Damsgaard Thorsted, chefkonsulent hos Seges, yderst uheldigt, at danske landmænd til den kommende vækstsæson bliver tilbudt at dyrke de såkaldte HEAR-rapssorter med et meget højt indhold af erucasyre. HEAR-raps står for High Erucic Acid Rapeseed.
Risiko for spredning af frø
Spildfrø af raps er et generelt problem ved rapsdyrkning. Ved høst tabes der ofte frø i marken. Derudover er det svært at undgå, at der sker spredning af rapsfrø til andre marker - selv ved omhyggelig maskinrengøring.
- Når der dyrkes sorter med højt indhold af erucasyre, vil spild af disse sorter spire i årene fremover, og derved opformeres og videreføres det høje erucasyreindhold til nye spildfrø, siger Marian Damsgaard Thorsted.
Hun tilføjer, at opformering af raps med et højt indhold af erucasyre i frøene både kan ske ved, at HEAR-raps bestøver nærliggende rapsmarker med almindelige sorter, og ved spredning af frø. Undersøgelser fra England har vist, at det er spredning af frø, der udgør langt den største risiko.
- De rapssorter, vi har dyrket i de seneste årtier, har et indhold af erucasyre på blot 0,1 procent eller lavere. Det er væsentligt mindre end HEAR-rapssorterne, hvor frøene har et indhold på 45-50 procent af den totale fedtsyremængde i frøene, siger Marian Damsgaard Thorsted.
To rapsfrø ud af 100 med et erucasyreindhold på 50 procent er nok til, at det totale indhold af erucasyre overstiger grænseværdien. En enkelt spildplante af raps kan producere 2.000-10.000 frø.
--