Dalum Landbrugsskole var på turen og lagde vejen forbi Otterup.
Emmelev A/S havde i denne uge fint besøg.
Elever fra Dalum Landbrugsskole har været afsted på ryste-sammen tur, og de valgte at besøge en af de virksomheder på Fyn, som forarbejder landbrugsprodukter – i dette tilfælde raps.
Eleverne blev orienteret om Emmelev A/S og var desuden rundt på virksomheden, hvor de fik et godt indtryk af, hvor meget der produceres. Mange ton raps ryger gennem anlægget hver dag, fik de at vide og oplevede modtagelse af rapsen, oliemøllen samt hørte om rapskager og biodiesel og udviklingen over årene.
Det var Henrik Madsen og Jens Briand Thomsen, som viste rundt og forklarede.
Raps danner grundlaget for produktion af en række produkter. Det gælder rapsolie, hvor 80 procent bliver videreforarbejdet til biodiesel, og resten bruges i fiskeindustrien. Dertil kommer proteinrige rapskager, som især bruges som foder til kreaturer og dermed fortrænger importeret soja.
Emmelev A/S spiller en rolle i klimaomstillingen. Det gælder biodiesel inden for transportsektoren, hvor det kan være svært inden for de nærmeste årat omstille til andre klimavenlige energiprodukter. Biodiesel kan umiddelbart bruges som brændstof til bl.a. de tunge lastbiler.
Emmelev har over årene haft besøg af mange grupper og lægger vægt på åbenhed i forhold til omgivelserne. Sidst, unge var på besøg, var i juni, hvor det var Nordvestfyns landboungdom, som lagde et aftenarrangement på virksomheden i Otterup.




