Den nordfynske virksomhed henter to erfarne profiler fra erhvervslivet og sammensætter en ny bestyrelse med en ny bestyrelsesformand.
Emmelev A/S har i dag offentliggjort en ny sammensætning af bestyrelsen, som består af fire medlemmer, heraf to nye, og med en af dem, Christian Junker, som ny bestyrelsesformand.
Den nye bestyrelse er sammensat af erfarne profiler med forskellige kompetencer inden for fødevare- og agroindustrien.
Ny i bestyrelsen er Christian Junker, som er udpeget som ny bestyrelsesformand. Han kan se tilbage på en lang karriere i erhvervslivet bl.a. som koncernchef i landbrugskoncernen Danish Agro. Christian Junker er i dag aktiv i en lang række bestyrelser inden for agroindustrien i ind- og udland.
Ny i bestyrelsen er desuden Asbjørn Børsting, som har været direktør i Landbrugsraadet, koncernchef i DLG samt direktør i brancheorganisationen Dakofo indtil foråret 2025. Han er tillige bl.a. formand for det danske landbrugsselskab FirstFarms.
"Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til den nye bestyrelse. Ekspertisen og erfaringen vil være uvurderlig for Emmelev A/S i den fortsatte udvikling og vækst, og vi ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde," siger adm. direktør Morten Simonsen og fortsætter:
”Emmelev-koncernen er blevet en mere kompleks virksomhed i de senere år. Efter branden i 2022 har vi brugt op imod 300 mio. kr. på genopbygning og udbygning af rapsmøllen.”
Herudover har Emmelev netop indgået en aftale om at øge sin ejerandel i den litauisk-og lettiskbaserede Agerona-koncern fra 50 til 100 procent. Endelig godkendelse af transaktionen afventer nu Konkurrencestyrelsen, før endelig overtagelse kan finde sted.
Den samlede koncernomsætning vil fremover andrage 4 mia. kr., hvorfor der er behov for at udbygge kompetencerne i bestyrelsen.
Morten Simonsen og Erling Simonsen fortsætter som bestyrelsesmedlemmer.
I forbindelse med ændringerne fratræder Bjarne Simonsen som adm. direktør og bestyrelsesformand efter mere end 50 år på posten.
Den nye bestyrelse tiltræder straks.
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Morten Simonsen, 2044 1489 / ms@emmelev.dk
Om Emmelev A/S
Emmelev A/S var tidligere en traditionelt korn- og foderstofvirksomhed i Otterup på Nordfyn og er blevet transformeret til en moderne industrivirksomhed med tilknytning til landbruget. Siden 2002 har Emmelev A/S været førende inden for produktion af biodiesel, rapsolie, foderkager og glycerin på grundlag af primært danskavlet raps.
Virksomhedens historie går helt tilbage til 1838, og den har været i samme families eje lige siden. I dag er det 6. generation Simonsen, som driver virksomheden.
Når rapsolie og biodiesel er udvundet af rapsfrøene, bruges restproduktet til bl.a. proteinholdige og GMO-frie foderkager til kreaturer.