Børsen om Emmelev
Børsen:
Emmelev A/S løfter salget op over 1 mia. kr. i år
Klimadagsordenen giver vækst, og den danske efterspørgsel efter biodiesel vil vokse, siger branchedirektør Michael Svane, DI, til dagbladet Børsen.
▶ Kilde: Børsen
Mens klimadagsordenen kommer til at fylde mere og mere for politikere, forbrugere og virksomheder, runder familien Simonsen, Emmelev Mølle, efter flere år med fremgang her i 2019 en omsætning på 1 mia. kr.
Det skriver Dagbladet Børsen i en helsidesartikel torsdag 4. april.
Emmelev Mølle er den ene af to danske biodiesel-producenter og vil dermed have fordoblet omsætningen i selskabet på fire år fra en halv milliard kroner i 2015. Emmelev Mølle har domicil i Otterup på Nordfyn og omsatte i 2018 for 886 mio. kr. mod under 750 mio. kr. i 2017.
Nettoresultat blev i fjor 34 mio. kr. – fire gange så meget som året før, skriver avisen.
Kommerciel succes
”Vores mål er at sælge for 1 mia. kr. i år, og det ser ud til at lykkes. Det viser tallene for første kvartal i år – fra nytår til nu,” siger direktør Morten Simonsen til Børsen.
Lige som resten af den danske bioenergiklynge, som ifølge Dansk Industri er på over 1.000 energivirksomheder, teknologiproducenter, rådgivere osv., venter Morten Simonsen, at den stadig større opmærksomhed på klimaet for alvor vil give kommerciel succes:
”Vi vil vokse, og vi lægger til hele tiden. På biodiesel, som udgør omkring halvdelen af vores omsætning, kommer der også åbninger på det svenske marked. Der bruges biodiesel meget mere og er fritaget for afgifter, mens vi herhjemme kun blander syv procent i almindelig diesel,” forklarer han.
DI: Alle kigger på biodiesel
Morten Simonsen siger til Børsen, at det helt store boom herhjemme nok først kommer, hvis der stilles lovkrav eller gives økonomiske incitamenter til øget anvendelse af biodiesel.
Transportsektoren er en af de største klimasyndere i branchen, og direktør Michael Svane, DI Transport, slår over for Børsen fast, at alle kigger på bæredygtige biobrændstoffer for at komme videre på sektorens grønne rejse:
”Der skal findes alternativer til de traditionelle brændstoffer. Det vil nok mest blive el, dernæst gas og så biodiesel. Men om bare et år vil biodiesel være mere udbredt, end det er i dag,” siger Michael Svane til avisen.
Han påpeger, at det offentlige ikke bare ved lovkrav, men også via sit meget store indkøb påvirker udviklingen ved at stille krav til sine leverandører af eksempelvis transport.
Effektiv udnyttelse
Morten Simonsen venter, at der enten indføres miljøzoner i byer, hvor der så skal bruges biodiesel, eller at der stilles krav om mere bio blandet i almindelig diesel:
”Der er jo en logistik, som kan bruges – olieselskabernes tankvogne osv. Det står i modsætning til el og biogas, hvor der først skal opbygges en logistik og distribution, så energien kan udnyttes effektivt i lastbiler,” siger han.
Børsen skriver, at Emmelev på sin fabrik uden for Otterup har miljøtilladelse til at producere 220.000 ton biodiesel, hvilket næsten svarer til det det samlede danske forbrug i dag. Halvdelen af tilladelsen udnyttes i dag. Resten af det danske forbrug dækkes af Daka Eco Motion og af import.
Tre vigtige ben at stå på
Børsen forklarer, at der på Emmelev Mølle produceres tre forskellige produkttyper på basis af den samme råvare. Det betyder, at øget produktion i det ene ben giver flere produkter og krav om salg i de andre ben.
Råvaren raps købes direkte hos danske landmænd eller grovvareselskaber som DLG, Hornsyld og Brødr. Ewers.
Den presses og forarbejdes på hvert sit anlæg til henholdsvis biodiesel, foderkager til især kvæg samt glycerin, der sælges til farmaindustrien.
For at få økonomien til at hænge sammen kræver det, at hvis der købes mere raps for at tilfredsstille en efterspørgsel på biodiesel, skal afsætningen af rapskager og glycerin også øges, skriver Børsen.
Erstatter import af soja
”Vores foderkager fremstillet af først og fremmest dansk raps kan erstatte landbrugets klima- og miljøbelastende import af proteinholdigt foder for eksempel sojakager fra Sydamerika,” siger Morten Simonsen.
Han understreger, at danske landmænds rapsproduktion er den mindst klimabelastende i hele Europa. Alle tre ben er vigtige for Emmelev, men biodiesel, som kun udgør omkring en fjerdedel af Emmelevs volumen, står for omkring halvdelen af omsætningen og dermed også en god del af bundlinjen.
Er femte generation
Morten Simonsen ejer Emmelev mølle som femte generation sammen med Erling Simonsen, der dog ikke deltager i den daglige drift. De to er sønner af femte generation på den fynske mølle, efter Morten Simonsens far, Bjarne Simonsen og onkel Helge Simonsen.
Udover Emmelev Mølle er familien Simonsen involveret i selskabet Harndrup Nymølle samt landbrugs- og handelsaktiviteter i Baltikum. Men møllen er klart den største aktivitet.